Chesapeake Bay Retrieveren er en race, som virkelig mangler god presseomtale. Både sejlivede myter og meget læste hundebøger har sat den etiket på Chesapeakes, at de er stædige, grimme, svære at træne og sommetider decideret ondskabsfulde. Med den slags omtale er det ikke så sært, at de er blandt de mindst populære af retrieverracerne! Der er kun ét problem med en så stereotyp karakteristisk: Hvis den er sand, hvorfor er der så gennem mange år så mange jægere, for hvem det eneste tænkelige valg af apportør er denne race, den hårdføre, robuste Chesapeake? Chesapeaken må være andejægerens bedst bevarede hemmelighed, for selv om de ikke er udbredt i alle egne af USA, er der nogle jægere, som ikke kunne tænke sig at tage nogen anden hund med på jagt i vådområder.
Den type jæger, som foretrækker en Chesapeake, har en tendens til at ligne sin hund, i hvert fald af psyke. Det er ofte en mand, hvis største ønske er at jage ænder og gæs så til som muligt. Frostgrader, blygrå himmel og slud eller sne afholder ikke denne type jæger fra at gå på jagt; faktisk giver lidt sne på tøjet og på hundens pels kun bedre camouflage. Chesapeaken og dens makker er typisk lige så upåvirkede af sociale normer som af vejrliget. Den menneskelige halvdel af makkerparret værdsætter en arbejdsplads efter hvor mange fridage, han kan redde sig i jagtsæsonen, og hans hund vælger på sin side at ignorere alt og alle, der ikke tilhører den ejer.
Heri ligger måske noget af hemmeligheden; en Chesapeake er meget nært knyttet til sin ejer, som den vil arbejde entusiastisk og utrætteligt for. Men den er ikke meget for at blive udlånt til andre jagtkammerater, og den trives ikke under kortere træningsophold hos professionelle trænere. Labradoren, som er mere socialt anlagt, tilpasser sig bedre i en markprøvetræners kennel. For de jægere, som ikke har tid eller lyst til at træne deres retrievere selv, og derfor vælger at sende hunden til en træner, vil en labrador eller en golden ofte være et bedre valg. Men for den jæger, som ønsker et intenst, tæt forhold til sin hund, og som er villig til at bruge tid på at træne den, vil en Chesapeake være et nærliggende og meget passende valg.
En Chesapeake modnes mentalt lidt langsommere end en labrador, så træningen må indrettes derefter: Et trin i træningen må være helt forstået, før man går videre til næste trin. Dette betyder langt fra, at hunden er langsomt opfattende.
En Chesapeake er typisk en intelligent, kvik hund, usædvanligt følsom over for sin ejers tanker. Til tider kan de være næsten for intelligente, i alt fald for en person, der er uvant med racen. De kan ikke straffes til lydighed og stadig forventes at arbejde med glæde. Men hvis de klart og tydeligt får vist, hvad der forventes, og hvis det lykkes træneren at overbevise hunden om, at han er mindst lige så klog som den, kan træningen skride ubesværet fremad. I øvrigt har mange chesapeakes en veludviklet retfærdighedssang. Hvis hunden ved, hvad den skal, men bestemmer sig til at overhøre en ordre eller til at udføre ordren sjusket, så finder den sig oftest i en irettesættelse, og er straks klar til at arbejde videre. Hvad den absolut ikke synes om, er en uretfærdig straf, som godt kan få hunden til at lægge sig og nægte at arbejde videre. Hvis den uretfærdige afstraffelse fortsætter ud over det punkt, hvor hunden har overgivet sig, kan den godt finde på at svare igen og gå til modangreb.
Racens formodede tendens til overdreven aggressivitet er - som andre af dens egenskaber - åben for fortolkning. En Chesapeake har et veludviklet beskyttelses- og vagtinstinkt, og den vil ikke tillade fremmede at røre ved dens ænder, båd, bil, mennesker eller noget andet, hunden betragter som sit. Beskyttelsestrang er i sig selv en god egenskab - en stor, viljestærk hund kan redde både ejendele og liv, når de er truet. Det er som regel, når folk behandler deres hunde for hårdt eller opmuntrer til aggression - i stedet for at lære hunden helt fra hvalp, hvornår den skal trække sig.
Et andet anklagepunkt mod racen er, at en Chesapeake er grim. Det er uforståeligt for en person, der kender racen. Chesapeakens skønhed ligger halvt i den farve, pels adfærd og holdning og halvt i dens næsten perfekte fysiske egnethed til arbejdet. Sandt nok, den har ikke en goldens silkebløde, dejlige pels, men de jægere, som værdsætter racen, har stor glæde af at betragte disse bemærkelsesværdigt smukke hunde.
Chesapeaken er i sandhed bygget til vand. Den er specielt blandt hunderacerne, ved at dens bagben er ekstra lange for at gøre den til en effektiv svømmer, og bagparten kan derved blive en anelse højere end skuldrene, så hunden er let overbygget. Svømmehud mellem tæerne og en lang, stærk hale hjælper også hunden med at styre gennem bølgerne. Det bedste og mest særprægede ved chesapeaken er dog pelsen. Underpelsen er blød og ulden og isolerer mod det koldeste vejr. Overpelsen er tyk, hård og grov og meget fedtet. Når hunden kommer op af vandet og ryster sig godt, er pelsen kun fugtig og fylder ikke skjulet med vand. Helt speciel for pelsstrukturen er bølgerne, som begynder bag øerne og fortsætter hele vejen ned ad ryggen ud på halen. Den korrekte pels er aldrig krøllet på benene og på hovedet er pelsen kort og lige.
Farven, som varierer fra lys deadgrass (vissent græs) til en mørk rødbrun, giver god dækning i næsten enhver efterårs- og vinterfarve i naturen. Hvide aftegninger ses ofte på brystet og af og til på tæerne. En Chesapeake har lyse øjne, gule eller ravfarvede. Det er et uimodståeligt blik med en intensitet, som man ikke finder i andre racers varme, brune øjne.
Racen udvikledes fra to hunde af den oprindelige Newfoundland-type, som blev reddet i land ved et skibsforlis i 1807 ud for Maryland. Disse hunde, Sailor og Canton, blev parret med lokale hunde i Marylands kystegne. Sandsynlige bidragsydere ved racens dannelse var bl.a. coon hounds og irske vandspaniels. Flere forskellige typer udskilte sig, men de væsentligste forskelle var i pelstype og farvenuance, og det varede ikke længe, før de smeltede sammen til den udgave af chesapeaken, der kendes i dag.
Dengang, i sidste århundrede, tjente chesapeaken udelukkende et brugsformål. Professionelle jægere hvis levebrød afhang af, at de kunne skyde flest mulige svømmefugle til afsætning på markedet, fandt disse hunde perfekt egnede til deres formål. En Chesapeake kunne apportere de hundreder af fugle, som blev skudt med de imponerende, storkalibrede Apunt guns i Chesapeake-havbugtens kolde vand. Hunde, der ikke tålte mosten, overlevede simpelthen ikke, så racen blev ved med at producere stærke, udholdende individer.
Når hundene ikke apporterede, forventedes de at bevogte jægerens udstyr, som var så vigtigt for hans overlevelse. Mand og hund var enspændere; sammen kun afhængige af hinanden, og disse karakteregenskaber varer ved.
Blandt kystens professionelle jægere og områdets velstilledes sportsjægere blev Chesapeake Bay Retrieveren hurtigt datidens foretrukne vandapportør. Dens popularitet mindskes efter introduktion af labradors, som nu dominerer markprøverne, og chesapeaken er i dag USA's tredje populæreste retrieverrace, langt efter labrador og golden i registreringstal. Chesapeaken er tilbage, hvor den begyndte, ved at gøre sig uundværlig for andejægere, som værdsætter hundens hårdføre skønhed og loyalitet.
Hvis man er interesseret i at købe en chesapeakehvalp, behøver man ikke bekymre sig meget om at få en hvalp af jagtafstamning og ikke fra rene udstillingslinier, en opsplitning som ellers findes i mange andre jagthunderacer. Dual-purpose hunde er en undtagelse i mange jagthunderacer, men på en eller anden måde har chesapeaken undgået denne skæbne. Denne races udseende har aldrig appelleret til ret mange udstillingsdommere, og derfor har ingen opdrættere været fristet til kun at avle med udstilling for øje.
Et problem, man kan støde på ved køb af en hvalp, er overhovedet at finde en. Labrador- og goldenkuld er næsten altid til salg, men man skal lede noget længere efter en Chesapeake, og det er ikke udsædvanligt, at den må hentes i en anden del af landet. Chesapeakeejere elsker racen og udbreder gerne kendskabet til den, men de regner ikke det relativt sparsomme hvalpeudbud for en ulempe.
Nogle kan lide at eje en sjælden hund, men først og fremmest forhindrer sjældenheden racen i at falde i kløerne på den slags "hvalpefabrikker", der har været en trussel mod mange gode racer. Så bare man sikrer sig, at hvalpen er sund, social og veltilpasset, er chancerne gode, for at apporteringsinstinktet er der og bare venter på at blive udviklet. Hvis man vil være helt sikker, så find et kuld, hvis forældre har bestået en markprøve.
Chesapeakens vedvarende egenskaber gennem racens udvikling: styrke, umættelig vandglæde, målbevidst begejstring ved at apportere fuglevildt, intens loyalitet over for den ejer samt en fast og bestemt trang til at beskytte alle familiens ejendele, er alle egenskaber, som findes i racen af grunde, der skyldes racens historiske rødder. Uanset om man synes om chesapeakens markante karaktertræk
eller ej, kan man ikke bestride det faktum, at den er en fanatisk andejæger. Den elsker det hele - apporteringen, svømningen, at være udendørs i al slags vejr og at være tæt sammen med ejeren i skjulet.
Den elsker at udføre sit arbejde og det er - trods alt - hvad en jagthund er lavet til.